Will.i.am og Britney Spears hamrer ud af højtalerne: "I wanna scream & shout, and let it all out.."
I den store fitness-sal har omkring 40 kvinder - og nogle enkelte mænd - travlt med at følge med rytmerne. Langt de fleste har tilsyneladende intet besvær med up-tempoet. For os nybegyndere er situationen en kende anderledes.
Vi er blevet sat til at danse midt inde i flokken, hvilket for nogle måske lyder ret angstprovokerende, men faktisk er det kun en fordel. Bedyrer i hvert fald vores instruktør, Lela Hansen.
For så er vi nemlig omgivet af de andre dansere, der har danset i mange måneder og som kan alle trin til perfektion, så vi andre novicer kan følge i deres fodspor.
Og der er mange, der har gået til Bokwa længe. Alle aldre og alle størrelser og alle med store grin i ansigterne, selvom det udenfor er en sen regnfuld efterårs-eftermiddag.
Så på med vanten og i gang med grundtrin, hvor man let fjedrene i knæene og nærmest konstant hoppende fra trin til trin. Det står hurtigt meget klart - det her stiller krav til konditionen.
Men alle kan lære det! Det forklarer i hvert fald aftenens danse-furie Lela, der har fuld knald på fra første step.
Lad det være sagt med det samme: Hvis du elsker at danse til musik med fuld knald på og gerne vil forbrænde en masse energi (helt op til 1200 pr. time forklarer instruktøren), så er det her måske også
Bokwa er cardiotræning, hvor man danser i bogstaver og tal, forklarer aftenens instruktør Lela Hansen, der selv er uddannet bla. Bokwa-instruktør og i dag både underviser i og uddanner nye Bokwa-instruktører.
Vi begynder med enkle grundtrin
Til en begyndelse skal vi "kun" danse grundtrin, forklarer Lela fra en lille scene i salen, hvor hun danser adræt og letfodet. "Puha", tænker man, så er der da en chance for at følge med, bare noget ad vejen.
Lela står faktisk ikke stille på noget tidspunkt, hver gang hun har sat os i gang med nye trin - bogstaver fx. - så bygger hun det pædagogisk op, og vi skal gentage trinene igen og igen.Imens er hun selv over det hele på gulvet mellem alle os, der mere eller mindre garvede, forsøger at holde trit.
Nogle (bla. Lev Nu-udsendingen) har brug for ekstra support for at få indkodet trinene, andre har brug for hendes gejst til at give den ekstra max. gas.
Vi danser bogstaver
Hver gang vi begynder på et nyt grundtrin, holder aftenens co-træner Palle et skilt oppe med fx. et C, så vi ved, at nu skal vi i gang med at danse et C: Et skridt til venstre, så frem - og så til højre, hvor man hopper op og ned og så tilbage igen. Samme fremgangsmåde, hvis det er E, F osv.
Og samme fremgangsmåde er det også, hvis vi skal danse fx. figuren "guitar" eller et af de andre grundtrin, så holder han symbolet oppe, så vi ved, at lige nu skal vi lege luftguitar eller danse selve udgangs-grundtrinet, som hedder Phezulu på Bokwa-sprog. Og i løbet af timen får vi danset et-tal, L, C, Phezulu og mange flere trin.
Det lyder ret kryptisk - og måske lidt fjollet - og er egentlig heller ikke noget man kan skrive om - men snarere noget, der skal opleves.
- Bokwa-bølgen er stor i hele verden, men er for alvor blevet stor i England i løbet af det seneste år, og har herefter bredt sig her til bla. os. Det vigtige er, at alle kan være med, det er enkle trin og håndtegn. Vi begynder altid med grundtrinene, og så bygger vi mere og mere på. Og efterhånden som man bliver god, så kan man faktisk danse hele alfabetet, og man kan danse i sværhedsgrader helt op til level 7, forklarer Lela Hansen.
Bokwa har - som så mange andre af de nye fitness-trends - sit udspring i LA. Den nye dansedille er ikke koreografi som i fx. arerobic,men er helt sin egen motionsform, hvor det drejer sig om atfølge musikken og skabe forskellige figurer fx. bogstaver og tal. Man skal ikke tælle, men følger man rytmen, så kommer skridtene af sig selv, lover bla. Bokwa- instruktør Lela Hansen, der underviser i eget regi og hos Fitness.dk. Herhjemme er trenden blevet stadigt større i løbet af det seneste år, og flere fitnesskæder har dansen på deres program.